Etiketter

søndag den 29. januar 2012

Hvad skal vi lave?

Så ligger sneen over landet og Emil kunne næsten ikke vente med at komme ud i sneen til morgen.

 
Den kolde, mørke og våde vinter får os ofte til at miste lysten til at komme ud og røre os. Hvis dette er tilfældet i din familie, så kom op af sofaen, tag hinanden i hænderne og kom ud – det handler nemlig bare om at lave noget sjovt sammen, så ”smelter” kalorierne af i kulden.

Selvom det er koldt, er der ingen grund til at blive inden døre. Tag familien under armen og gør brug af vintervejret, som giver mulighed for en masse sjove aktiviteter i sneen med børnene. I sidste ende vil det både kunne mærkes på humøret og energien ... og ikke mindst vil det kunne ses på vægten.
Mulighederne er mange – det er kun fantasien, der sætter grænser! Tag f.eks. familien med på en frisk gåtur i skoven og led efter dyrespor eller sjove ting til juledekorationerne. Og nu hvor I alligevel er ude, så fat hver en lang pind og gør det til en powerwalk. Med en stav i hånden får man også motion i overkroppen, samtidig med at benene bliver aflastet en smule. Og så er det sjovt, især hvis man laver små turneringer om, hvem der kan komme hurtigst fra et punkt til et andet.   

Sæt dit indre barn fri
Husk på, at de aktiviteter som man synes var sjove, da man var barn, altså ikke er blevet mindre sjove fordi man er blevet voksen. Hiv kælken ned fra loftet, eller snup en rulle sorte sække, og tag ungerne med ud til de gode bakker. Du kan forbrænde 468 kalorier på en times kælkeri.
Eller byg en snemand eller to. Del evt. familien op i hold og lav en konkurrence ud af, hvem der kan lave den største og flotteste snemand. Så hiv ungerne med ud i sneen og forbrænd op til 402 kalorier i timen.
At stå på skøjter er også altid et hit. Find skøjterne frem fra gemmerne, eller lej dem, og tag familien med ud på isen. Når du skøjter kan du nemlig forbrænde 468 kalorier i timen samtidigt med, at du toner dine muskler i lægge, lår, baller og mave.

Findes der noget bedre end en rask kælketur, der virkelig giver kulør på kinderne, sved på panden og smil på læben?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar